Vi fik navnet Prisme fordi vi i første omgang var en gruppe scenekunstnere og konfliktmæglere der mødtes for at udvikle den del af forumteatret der hedder Regnbue-teknikker og forfine facilitering og undervisning af konfliktløsning i Danmark – i den kropslige og visuelle retning.
Når et prisme holdes op i lyset, brydes lysets bølger, og strålerne falder på omverdenen i regnbuer.
Det, der før var usynligt for øjet, bliver nu visuelt for alle i rummet.
I en regnbue findes diversitet og helhed samlet i ét.
Ligesådan er forumteater karakteriseret ved at leve af individers forskellige ideer og ønsker – små delelementer i en stor kollektiv proces.
Siden Prisme blev sat i verden i 2009 er der spillet mange forestillinger. Og der er blevet udviklet på både konflikthåndteringsmetoder og forumteater formatet.
Vi binder os ikke længere til forumteaterformen. Men Prismes adelsmærke er stadig interaktivitet der lyser op – og læringsrum med mange flader.